Dialogen inkluderede besvarelser fra anvendere (fx kommuner og ejendomsselskaber), vandforsyningsselskaber, rådgivningsfirmaer og IT-udviklere. Undersøgelsen peger på, at bedre vandforbrugsdata kan bidrage til at reducere vandspild og lækager, optimere energiforbruget og styrke innovation i sektoren.
Mange aktører efterlyser hyppigere data om vandforbrug, standardisering af dataformater samt øget gennemsigtighed omkring GDPR-regler for deling af forbrugsdata. Der er samtidig interesse for smarte målere og bedre muligheder for dataudveksling, så data nemt og sikkert kan deles mellem vandforsyningsselskaber, forbrugere og relevante tredjeparter.
Kontorchef i Energistyrelsen, Vincent Rudnicki, ser dialogen som et vigtigt skridt fremad:
"Vandsektoren i Danmark er allerede meget digital, når det gælder miljødata. Men på forsyningssiden viser anvenderdialogen, at der er gevinster at hente ved at øge den digitale modenhed. Ensartede og tilgængelige data vil ikke kun gavne vandselskaberne, men en bedre udnyttelse af vores fælles vandressource og forbrugernes mulighed for at optimere deres vandforbrug."
Forsyningsdigitaliseringsprogrammet, som arbejder med at digitalisere forsyningssektoren, vil gennem programmets dataudviklingsgruppe for vand arbejde videre med de centrale anbefalinger fra dialogen, der er samlet i analysen og undersøge, hvordan anbefalingerne kan omsættes til konkrete handlinger. Du kan læse analysen her.